I sommer gik jeg på Strøget i København og kom forbi en skoforretning, hvor der var et skilt i vinduet. De søgte en skocoach, og for mig er det blevet et billede på coachingens udvikling gennem de seneste år. 

Ordet coaching har været så smart, at mange, der tidligere var terapeuter, psykologer, konsulenter, vejledere og altså skosælgere, nu i stedet kalder sig coaches og sammen med mere eller mindre weekenduddannede coaches har bidraget til et komplet uigennemskueligt coachingmarked, hvor de, der råbte højest, var dem, der fik ret i, hvad der var rigtigt og forkert – hvem der var de gode, og hvem der var de onde.

Det er et øjebliksbillede. Selve certificeringsforløbet er sin egen historie, der på mange måder er vanskelig at beskrive. Måske, med tiden, finder de rette ord for udviklingen, læringen og de emotionelle oplevelser sin vej til tastaturet.

En reminder om, at jeg nemt kan blive del af dramatrekanten.

Jeg sad forleden og havde fornøjelse af at læse engelsk korrektur på Jørgens bog ”Tro på dit barn”. Sjove historier fra blot nogle få år tilbage om vores opdragelse af Amelina fik fornyet fokus og omtanke. Herligt at sidde med fornemmelse af at vi har og gør det godt.

Det er noget af en tur…! (del 1)

Skrevet af Gisle Thorsen, Journalist på Ekstra Bladet

Så længe jeg kan huske, har jeg været interesseret i det, der foregik mellem ørene. Hvorfor tænkte jeg, som jeg gjorde? Hvorfor handlede jeg på den måde? Og hvordan kan kunne det være, at andre var på en helt anden facon?  

På universitetet havde jeg psykologi som en del af min basisuddannelse, og jeg har læst en del bøger om emnet. Det har nok egentlig mest været hjælp til selvhjælp, tænker jeg, når jeg ser tilbage. For nogle år siden gik jeg på et kursus omkring ikkevoldelig kommunikation (girafsprog om man vil), og det var lidt en øjenåbner.

Jeg blev fascineret af Marshall Rosenbergs tanker. ’Ord kan skabe mure – eller ord kan åbne vinduer’, som det hedder inden for girafsprog, og jeg synes, at jeg kan genkende meget inden for coachingen. Det handler om at kunne lytte og observere uden at tolke og dømme.  

En reminder om, at jeg nemt kan blive del af dramatrekanten.Jeg sad forleden og havde fornøjelse af at læse engelsk korrektur på Jørgens bog ”Tro på dit barn”. Sjove historier fra blot nogle få år tilbage om vores opdragelse af Amelina fik fornyet fokus og omtanke. Herligt at sidde med fornemmelse af at vi har og gør det godt. Som en lille test til mig selv, selvtilliden var jo høj, valgte jeg at finde på 10 emner fra dagligdagen for lige at tage temperaturen på situationen. Jeg havde en klar forestilling om at jeg skulle mærke en fantastisk moder-forherligelse ved gennemgangen af de 10 emner. Jeg har jo fokus på den coachende tilgang, højt lytte-niveau, spørgeteknikken i orden, understøtter bestemt fremdrift og vil det bedste for vores kære barn.Efter de første 3 emner hvor jeg hver gang tilføjede ”jeg er forfølger”, faldt humøret noget. Efter at have gennemgået de 10 emner havde halvdelen fået tilføjet enten ”jeg er forfølger” eller jeg er redder! Av, det gjorde nærmest ondt!Hvordan kunne det gå så galt? Hvordan kunne dramatrekanten i den grad komme snigende og jeg havde slet ikke set det? Ja, skal jeg være oprigtig kunne jeg hurtigt finde på rigtig mange gode undskyldninger, men det var naturligvis blot en måde at lindre utilfredsheden med mig selv.Heldigvis kender jeg opskriften på at bryde mønstre og vil over den næste tid glæde mig over at ændre på mig selv. 1. Første kræver det jo en bevidsthed – tjek! 2. Og så handler det om at træde UD!Måden jeg vil fastholde min beslutning på, skal drives af en daglig nysgerrighed over at finde ind til hvor og hvem Amelina er i dag, taler vi overhovedet samme sprog, eller påtvinger jeg hende mit verdensbillede? Her må jeg skrue gevaldigt op for lytte-niveauet og være ubetinget nærværende? Og så vil en smiley på en post-it, hængt op på badeværelses spejlet, minde mig om det hver morgen og aften Dertil vil jeg skrue op for anderkendelsen af det hun står for. Jeg er overbevist om at børn som udgangspunkt ønsker at samarbejde. Så når Amelina ikke lige gør som jeg siger, eller når jeg tænker ”det er ikke smart”, så vil jeg fortsat anerkende hendes bagvedliggende positive intention og almene behov for at udvikle sig. Hvordan kan jeg tro, at der kun er én løsning, som lige præcis er lig med mit verdensbillede!?Kan jeg vælge så ønsker jeg at min datter skal kunne sige ”mor, det er ikke i orden”, ”mor der lavede du en fejl”…. Og at jeg ikke lader mig kapre af mine følelser - for mor kan jo blive stødt! Eller trykker på automatpiloten fordi jeg ikke er nærværende. Jeg vil vælge at lytte, jeg vil vælge at anerkende, jeg vil vælge at møde hende, jeg vil vælge at samarbejde om fælles mål bygget på vores begges værdier.Hvor er det fedt, at jeg kan vælge!