Som i anden coaching er ord vigtige, og jeg oplever, at de bliver overordentligt vigtige i coachingen af stressramte i forhold til at have fokus på det positive og ressourcerne hos den stress ramte, så vi giver fokuspersonen de bedste forudsætninger for at lykkes med at gøre noget andet. Eller sagt med andre ord, undgår at aktivere amygdala med de ord jeg, som coach, bruger. Det har bestemt været et opmærksomhedspunkt fra min side, at have det fokus i dialogen.
Øvelsen med at have en bisidder til en coaching har jeg endnu til gode at prøve med en fokusperson, men jeg var ret begejstret for øvelsen, da vi prøvede den på hinanden, og kan se det giver god mening i forhold til en stressramt, som har hukommelsesbesvær. Derudover tænker jeg, at den også kan være værdifuld i forhold til at give en ægtefælle, partner, ven, chef osv. lejlighed til at få indblik i, hvordan den stressramte reelt, oplever sin situation og hvordan personen har det. Jeg har en fornemmelse af, at folk omkring den stressramte, ikke altid kan sætte sig ind i hvordan, det er at være stressramt, og her tænker jeg, at det at invitere sin nærmeste med, også giver det menneske en ny indsigt og et andet syn på den stressramte. Derudover kan det give et fælles sprog, og en mulighed for at undgå misforståelser, fordi den der ikke er stressramt, kan have svært af at sætte sig ind i den tilstand den stressramte befinder sig i.
Stress coach uddannelse – Kristina Czigany, marts 2022